Åben anonym rådgivning til børn og deres forældre
Herlev Kommune
Hos rådgivningen kan du og dine forældre få hjælp til det, der føles svært i hverdagen.
I kan møde frem fysisk om tirsdagen eller ringe til rådgivningen.
Sammen med en medarbejder taler I om det, der er svært, og I finder ud af, om det er hos rådgivningen eller andre, I får den bedste hjælp.
Tilbuddet er anonymt. Det betyder, der ikke bliver oprettet en sag, og de notater, medarbejderen evt. tager, er til eget brug.
Om skærpet underretningspligt ved alvorlig bekymring for et barns trivsel og udvikling
Medarbejderne i rådgivningen er omfattet af den skærpede underretningspligt, hvilket betyder, at hvis de bliver alvorligt bekymrede for et barn under 18 års trivsel og udvikling, er de forpligtede til at underrette Børne-, Unge- og Familierådgivningen i Herlev Kommune. Dette er kun muligt, hvis anonymiteten er ophævet. Forældrene vil blive orienteret, med mindre det omhandler overgreb mod børn og unge.
Tilbuddet er til dig, som...
...er under 13 år og dine forældre med bopæl i Herlev Kommune, der på eget initiativ søger og ønsker hjælp og rådgivning til udfordringer forbundet med for eksempel:
- Skolefravær og skolevægring
- Angst
- Skilsmisse
- Konflikter mellem børn og forældre
- Social tilbagetrukkenhed og isolation
- Opdragelsesmetoder
- Lettere selvskadende adfærd.