Åben anonym rådgivning til unge og deres forældre
Herlev Kommune
Hos Ungerådgivningen kan du og dine forældre frit møde frem til en samtale med en ungemedarbejder eller ringe om de udfordringer, du eller dine forældre står i, uanset om udfordringerne opleves små eller store. Er der brug for mere end én samtale, er der også mulighed for det.
Ungerådgivningen lytter til det, du og dine forældre har på hjerte, lytter til jeres ønsker og ser mulighederne.
Viser det sig, at I har brug for hjælp udover Ungerådgivningen, guider ungemedarbejderen jer til andre tilbud, der kan hjælpe jer på vej.
Tilbuddet er anonymt. Det betyder, der ikke bliver oprettet en sag, og de notater, ungemedarbejderen evt. tager, er til eget brug.
Om skærpet underretningspligt ved alvorlig bekymring for en ungs trivsel og udvikling:
Medarbejderne i rådgivningen er omfattet af den skærpede underretningspligt, hvilket betyder, at hvis de bliver alvorligt bekymrede for en ung under 18 års trivsel og udvikling, er de forpligtede til at underrette Børne-, Unge- og Familierådgivningen i Herlev Kommune. Dette er kun muligt, hvis anonymiteten er ophævet. I sådanne tilfælde, vil der inden en underrretning altid blive talt med den unge, og man vil altid forsøge at inddrage og samarbejde så meget som muligt med den unge. Forældrene vil også blive orienteret, med mindre det omhandler overgreb mod børn og unge.
Tilbuddet er til dig, som...
...er 13-25 år og dine forældre med bopæl i Herlev Kommune, der har psykiske eller sociale udfordringer. Det kan være:
- Mobning
- Udfordringer med skole/ uddannelse
- Konflikter i familien
- Stress, pres og forventninger
- Boligproblemer
- Selvmordstanker og selvmordsforsøg
- Selvskade
- Seksualitet og kønsidentitet
- Forbrug af rusmidler hos en selv eller familien/ nære relationer
- Kriminalitet
- Overgreb
- Ensomhed
- Social kontrol
- Jobsøgning
- Eksamensnervøsitet
- Selvværd og identitet
- Teenagekonflikter
- Tab og sorg
- Kærestesorg