Bliv frivillig i Genbrugsen
Frivilligcenter og Selvhjælp Svendborg
I vores butik har vi plads til og brug for frivillige af mange slags. Du kan være god til at sortere eller sælge, til at køre ud og hente et dødsbo, til at vurdere hvilken pris, der skal på varen, eller til at dekorere vinduerne.
Der er en fast vagtplan, men vi kan også bruge vikarer eller afløsere, hvis der er sygdom eller travlhed. I nogle måneder har vi ekstra travlt, og vil gerne være flere på vagt samtidig. Der er det rigtig sjovt, og vi tømmer mange spændende kasser.
Der er altid kaffe og te på kanden, og et stykke mad omkring frokost. Vi holder julefrokost og andre arrangementer sammen, også med vores organisation "Frivilligcenter og Selvhjælp Svendborg", så der er mulighed for at lære nye mennesker at kende.
Tilbuddet er til dig, som...
..vil arbejde i en genbrugsbutik. Om du er 25 eller 75 er ikke vigtigt, men godt humør og en positiv tilgang er nødvendigt. Du skal kunne betjene kunderne ordentligt, og være imødekommende overfor dine kollegers idéer. Hvis du er stærk, så du kan slæbe møbler og flyttekasser, er det godt, men der er også mange opgaver, der ikke kræver særlig fysik.
Kørekort til vores kassevogn er meget velkomment, men slet ikke nødvendigt. Du kan sagtens hjælpe med på bilen alligevel, hvis det har din interesse. Elektronik skal efterprøves, og tøj skal sorteres og hænges på bøjler.
Hvis du interesserer dig for vindues-dekoration eller måske har arbejdet i butik, er der også opgaver, der venter.