Konfliktmægling
KFUMs Sociale Arbejde i Danmark
KFUMs Sociale Arbejde tilbyder uvildig mægling i konflikter mellem f.eks. voksne (par/skilte, søskende, generationer).
Konflikter er et livsvilkår – vi vinder meget i livet, hvis vi formår at løse dem eller omgå dem hensigtsmæssigt. Konflikter kan opstå i mange forskellige situationer. Ved pludselige hændelser i livet kan der opstå uenigheder. Det kan være, det bliver svært at samarbejde om fælles børn efter en skilsmisse. Der kan opstå uenigheder med naboer, som fører til lange og besværlige stridigheder. Vi kan opleve os stå som modstandere til familiemedlemmer efter et dødsfald, eller vi kan have samarbejdsvanskeligheder på jobbet. Kort sagt kan vi alle få brug for hjælp til at løse konflikter, der for en stund kan virke uløselige.
Hos os tilbyder vi mægling (en samtalemetode) som hjælp til håndtering af konflikter. Vi har uddannede og frivillige konfliktmæglere, der tilbyder gratis konfliktmægling i stort set hele landet. Der er kort ventetid på mæglingen og hurtig svartid efter første henvendelse.
Som deltager i mægling er det nødvendigt, at man er indstillet på at alle parter får taletid. Vi er ikke optaget af, hvem der ret - MEN hvordan I kommer videre på en bedre måde.
Når der er parter med ml. 6 og 18 år stiller vi en børnebisidder til rådighed for barnet. Mægling er dermed for alle over 6 år, som ønsker at komme videre ad et nyt og bedre spor.
Tilbuddet er til dig, som...
har en konflikt med din partner eller et andet familiemedlem, din nabo eller andre.