Henter indhold...





Alder



Åben café for mænd og kvinder, som har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen.

CSM Midt Nord


Caféen

Caféens åbningstider er tirsdage kl. 15.30-17.30 i lokalerne på Boulevarden 16, 1. th., 9000 Aalborg.

CSM Midt Nords café er et værested for voksne, der er berørte af seksuelle overgreb i barndommen. Det gælder både dig, der selv har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, og dig, der er pårørende.

I caféen har du mulighed for at møde ligesindede og frivillige i hyggelige rammer. Det er et åbent og uformelt tilbud, som ikke kræver nogen tilmelding, og du bestemmer selv, hvad du har lyst til at være med i, og hvor længe du har lyst til at blive.

Der er plads til dig lige meget, hvordan du har det, og du kan komme lige præcis, som den du er. Du kan tale om dine følelser og vende dine udfordringer med andre – eller du kan bare komme her og være med. Du vil blive forstået og hørt og kan få hjælp til at sætte dine grænser – både af caféværterne og de andre cafégæster, som har oplevelser og erfaringer med i bagagen, der ligner dine.

Du kan få hjælp og støtte til de udfordringer, du står i lige nu. I caféen øver vi os i at opbygge sunde, ligeværdige relationer til andre mennesker for at bryde stigmatisering og ensomhed.

Caféen er altid bemandet af mindst to frivillige caféværter som sætter rammen og sørger for, at alle føler sig godt tilpas.

Mulighed for enesamtaler ved en frivillig

Man kan få brug for at trække sig fra det sociale i caféen. Det kan der være forskellige årsager til. Enten at det bliver svært og overvældende at forholde sig til andre mennesker, eller at der er blevet taget hul på et privat emne, som kræver nogle andre rammer, end caféen lægger op til. I sådanne tilfælde har du mulighed for at gå ind ved siden af og få en individuel, medmenneskelig samtale med en af vores frivillige rådgivere.

 

Når du kommer første gang

Det kan være overvældende at træde ind ad døren til caféen første gang. Vi ved, det kræver mod at komme, og at du måske har det svært, når du kommer. Vi er klar til at tage imod dig, og du har muligheden for at være anonym.

Du er velkommen til at kigge spontant forbi caféen i åbningstiden, hvor du altid vil blive taget godt imod af én af vores frivillige. Du kan også lave en aftale på forhånd over telefonen, så vi kender til din ankomst og vil være ekstra forberedte på, at du kommer.

Vi vil altid starte med at invitere dig ind ved siden af til en fortrolig og afklarende snak over en kop kaffe eller te. Her har du mulighed for at fortælle lidt om dig selv, og vi vil give en introduktion til CSM Midt Nord, vores tilbud og vores muligheder for at hjælpe og støtte dig.

Har du lyst til at se lokalerne og møde de andre, går vi sammen ind i caféen bagefter. Du er også velkommen til at komme tilbage en anden dag.

Vel mødt.


Tilbuddet er til dig, som...

er over 18 år og har været udsat for seksuelle overgreb i barn- og ungdommen, eller er pårørende til èn der har.


Aktiviteter

Fandt du ikke det du søgte, eller opdagede du fejl ved et opslag?

Skriv til os
Kontakt os
Top