Claudicatio-forløb
Sundhedspiloterne, Middelfart Kommune
Claudicatio er en kronisk sygdom, hvor der er åreforsnævring i benene.
Åreforsnævringen betyder, at der er nedsat blodforsyning til musklerne. Dette kan give smerter, bl.a. i lægmusklerne, og du kan derfor have behov for hyppigere pauser, når du går.
Der er flere sundhedsvaner, der påvirker blodforsyningen, bl.a. træning, nikotin og kost.
Når vi har modtaget en lægehenvisning, starter dit forløb med en indledende, individuel samtale, hvor vi planlægger dit forløb sammen. Sundhedssamtalen består bl.a. af snak om åreforsnævring, motion, kost, alkohol og rygning.
Holdtræning består af op til 12 ugers gangtræning på gangbånd under vejledning af en fysioterapeut og så er der mulighed for individuelle samtaler om vaneændringer m.m. efter behov.
Der vil desuden være opfølgning efter 3 og 6 mdr.
Tilbuddet er til dig, som...
- har fået konstateret åreforsnævring (Claudicatio intermittens)
- har fået en henvisning fra sygehus eller egen læge
- er bosiddende i Middelfart kommune
- er motiveret for at arbejde med dine sundhedsvaner fx at være mere fysisk aktiv og evt. stoppe med at ryge