Fritidskorpset
Dansk Flygtningehjælp
Når man er ny i Danmark, eller ny i foreningslivet, kan det gøre en stor forskel med lidt støtte fra en frivillig til at danne et overblik over de mange foreninger, aktivitetstilbud og støtteordninger. I forbindelse med opstart i en ny forening er der nemlig meget at holde styr på, herunder praktikaliteter omkring tilmelding, udstyr og kontingent – ligesom der også skal være klarhed omkring nogle af de informationer, der kan være sværere at finde frem til, fx traditioner og kultur i den enkelte forening, forventninger til forældrene om frivillige bidrag og meget andet.
Fritidskorpsets frivillige brobyggere tilknyttes familier, hvor forældrene selv har ønsket støtte til at blive en del af lokale foreningsfællesskaber. Med de rette værktøjer under armen, og en direkte linje til sparring hos en konsulent i DRC Dansk Flygtningehjælp, bliver brobyggerne lokale ”fritidseksperter”, der med udgangspunkt i forældresamarbejde og empowerment understøtter hele familiens viden om og tilknytning til foreningslivet.
Tilbuddet er til dig, som...
• Er ny i Danmark eller ny i det danske foreningsliv
• Har et barn som har lyst til at starte til en fritidsaktivitet som fx fodbold, spejder eller svømning
• Ønsker støtte til at undersøge lokale fritidsmuligheder
• Har brug for en hånd til tilmelding og opstart i foreningen