Guidesamtale - find vej til dit næste frivilligjob eller fællesskab
Frivilligcenter Slagelse
Uanset om du søger dit næste frivilligjob, ønsker at blive en del af et fællesskab eller har behov for støtte og rådgivning, så tilbyder vi en guidende samtale, hvor du får kendskab til mulighederne og forhåbentlig finder det rette match til dig.
Ønsker du at blive frivillig?
Som frivillig gør du en forskel for andre mennesker og for samfundet, men også for dig selv. Du bliver en del af et fællesskab og giver dig selv mulighed for lære noget nyt og udvikle dine kompetencer.
Der er altid brug for frivillige kræfter - også dine. Har du lyst til at gøre en forskel for andre og give lidt af dig selv, så hjælper vi dig gerne ved at guide dig på vej til netop det frivillige job, der matcher dine kompetencer og ønsker.
Søger du et fællesskab?
Hvis du ønsker at blive en del af et fællesskab eller at deltage i en fritidsaktivitet, er der et bredt udvalg af lokale tilbud og aktiviteter. Det kan både være kreative fællesskaber, idrætsfællesskaber, interessefællesskaber og sociale fællesskaber. Mangler du overblik over mulighederne eller har du brug for støtte til at komme i gang, så guider vi dig gerne på vej mod dit næste fællesskab.
Har du brug for støtte og rådgivning?
Hvis du søger støtte og rådgivning, er der en bred vifte af frivillige sociale tilbud, som henvender sig til mennesker med forskellige behov og problemstillinger. Vi tilbyder en samtale, hvor vi kan hjælpe med at skabe overblik over mulighederne for hjælp i vores lokalområde.
Guidesamtaler afholdes af Frivilligcentrets brobygger, og foregår som udgangspunkt i vores mødelokale i Kongehavecentret, Svendsgade 102, 1. sal, men samtalen kan også foregå både online via ZOOM eller Teams eller over telefonen.
Med udgangspunkt i dine ønsker og behov, får du et overblik over mulige foreninger, fællesskaber og tilbud
- og forhåbentlig finder vi det rette match til dig!
Efter samtalen tager du som regel selv kontakt til foreningerne eller fællesskaberne, men vi kan også være behjælpelige med den videre kontakt. Vi mødes også gerne flere gange, hvis der er brug for det.
Vi plejer at sætte op til en time af til samtalen.
Ring eller skriv til os for at aftale tid til en samtale.
Tilbuddet er til dig, som...
...gerne vil være frivillig, ønsker at finde et fællesskab eller søger rådgivning og støtte, og som gerne vil guides på vej inden for grænserne af Slagelse Kommune.