Mandegruppen i Assens Kommune: Et frirum til ærlige samtaler og stærke relationer
Frivilligcenter Assens
I en tid, hvor mange mænd lever et travlt liv med arbejde, familie og praktiske forpligtelser, kan det være svært at finde rum til at tale om det, der virkelig betyder noget. Mandegruppen tilbyder dig netop dette rum – et frirum, hvor det er helt i orden bare at være sig selv - uden præstationspres, forventninger eller facader.
En mandegruppe består af 6-10 mænd, der mødes hver torsdag i 7 uger i trygge og rolige rammer. Her bliver du en del af et ærligt og uformelt fællesskab, hvor hver mødegang kredser om et relevant tema: fx relationer, stress, venskaber, kærlighed, identitet og meget mere.
Vi benytter en talepind, som sikrer, at alle får mulighed for at tale og blive hørt uden afbrydelser. Gruppen ledes af erfarne facilitatorer, som skaber struktur og tryghed og sikrer, at alle deltager på lige vilkår. Møderne varer ca. 3 timer og inkluderer pauser til uformel snak og opbygning af nye venskaber.
Mandegrupper er ikke terapi – men det kan føles stærkt og forløsende at blive lyttet til og spejle sig i andre mænds erfaringer. Her handler det ikke om at præstere, men om at være nærværende og nysgerrig på sit eget og andres liv.
Hvis du ønsker at være med, så er det vigtigt at du tilmelder dig via nedenstående link.
Umiddelbart efter din tilmelding bliver du ringet op af Morten til en kort, fortrolig samtale for at sikre, at tilbuddet matcher dine behov. Deltagelse er gratis, men forudsætter, at du er motiveret og klar til at indgå i fællesskabet.
Selve gruppeforløbet starter torsdag den 4. september 2025 og kører hver torsdag i 7 uger til og med den 16 oktober.
Vi mødes hver gang på Vissenbjerg Bibliotek i tidsrummet 19:00 til cirka 21:30.
Klik her for tilmelding til Mandegruppen i Assens Kommune:
https://frivilligcenterassens.nemtilmeld.dk/21/
Tilbuddet er til dig, som...
Mandegruppen er et tilbud er til dig, som er en helt almindelig mand i alderen ca. 25-75 år, som længes efter mere end smalltalk og hurtige statusopdateringer.
Måske har du haft fokus på karriere, børn og hverdagens logistik, men mærker nu et behov for at stoppe op og finde rum til refleksion og nærvær.
Måske savner du venskaber med mere dybde – eller et sted, hvor du kan dele de tanker og følelser, som sjældent får plads andre steder.
Du behøver ikke at være god til at sætte ord på tingene – bare du er nysgerrig, lyttende og klar til at mødes med andre mænd i et fællesskab, hvor det er helt i orden at være dig selv.