Lær at tackle angst og depression
Mariagerfjord Kommune
I Mariagerfjord Kommune tilbyder vi Lær at tackle-kurset til dig, der oplever tegn på angst og depression og er over 18 år. Lær at tackle angst og depression er et selvhjælpskursus til dig, der døjer med triste eller tunge tanker, og som har brug for et frirum til at dele tanker og erfaringer sammen med andre i samme situation.
Du møder undervisere, der er frivillige, og som selv har prøvet at være i samme eller lignende situation som dig. Der er seks mødegange af 2,5 times varighed og et opfølgningsmøde. Alle – både kursister og instruktører – har tavshedspligt.
Lær at tackle findes også online
Oplever du udfordringer ved at møde op på et fysisk kursus, så kan du få hjælp til selvhjælp fra dit eget hjem.
LÆR AT TACKLE – online er et internetbaseret kursus, som du kan følge hjemmefra. I løbet af kurset lærer du at tackle dine udfordringer, så du kan genvinde kontrollen i dit liv. Kurset er for voksne over 18 år med symptomer på angst eller depression.
Hvordan og hvornår?
På kursets 6 moduler arbejder du med forskellige aktiviteter på egen hånd – når det passer dig. Alt, du behøver, er en computer med internetforbindelse. På hvert modul er der også live-undervisning af 1 times varighed, hvor der samles op på kursets emner. Undervisningen ledes af en online-instruktør, som selv har erfaring med angst eller depression.
I undervisningen er du logget ind sammen med holdets øvrige kursister, og sammen løser I nogle af de problemer, som I har til fælles. I kan dog hverken se eller høre hinanden, og på kurset bruger du kun dit fornavn.
Hvor og hvornår: Du møder os primært på sundhedscenter Hadsund, Vestergade 4 og Sundhedscenter Hobro, Brogade 3A. Der er forskellige tider og opstart, kontakt os for yderligere information
Tilmelding: Det kræver ikke en henvisning at komme på kurset men der forventes en forsamtale inden kursets opstart.
Pris: Tilbuddet er gratis og kræver ikke, at du har en diagnose.
Tilbuddet er til dig, som...
- har brug for hjælp til at tackle angst og / eller depression
- er over 18 år
- har bopæls- og betalingskommune i Mariagerfjord
- ... er også for dig der bærer solsikkesnor og/eller har fysiske eller psykiske handicaps