Rådgivning og Vejledning på Kofoeds Skole
Kofoeds Skole
Kofoeds Skole er et socialt tilbud til dig, der står udenfor arbejdsmarkedet, og som vil have hjælp til at stå på egne ben.
På Kofoeds Skole kan du få rådgivning og vejledning fra socialrådgivere og faglige konsulenter i psykiatri, medicin, jura, familierådgivning og psykologi.
Åben Rådgivning
Kofoeds Skoles socialrådgivere rådgiver og vejleder dig i, hvordan du får de bedste muligheder for at ændre på din livssituation. Du finder vores socialrådgivere i Kofoeds Kant – vores reception og café – på Holmbladsgade 120. Her tilbyder de ’Åben rådgivning’, hvor du kan komme direkte fra gaden og få hjælp og vejledning gennem en samtale med en socialrådgiver. Du behøver ikke at deltage i Kofoeds Skoles andre tilbud, for at kunne benytte dig af Åben Rådgivning.
Vejledning i tilbud
Hvis du har brug for støtte til at komme tilbage på arbejdsmarkedet eller at få mere indhold i din hverdag, kan socialrådgiverne hjælpe dig med at finde et passende tilbud, hvor du kan udvikle dig fagligt, socialt og personligt. Det kan for eksempel være i et af Kofoeds Skoles værksteder, eller undervisningshold.
Hjælp til hverdagen
Hvis du har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk, kan socialrådgiverne hjælpe dig med at finde muligheder for at søge økonomisk støtte – f.eks. til medicin, bolig, eller julehjælp.
Specialiseret rådgivning
Hvis du deltager fast i Kofoeds Skoles værksteder, eller undervisning har du adgang til specialiseret rådgivning hos Kofoeds Skoles faglige konsulenter. Vi tilbyder specialiseret rådgivning indenfor psykiatri, medicin, jura, familierådgivning og psykologi. Konsulenterne kan vejlede dig om dine muligheder, og tilbyde en ‘second opinion’. De yder ikke behandling, eller udskriver medicin.
Tilbuddet er til dig, som...
Rådgivning og vejledning på Kofoeds Skole er et socialt tilbud til dig, der står udenfor arbejdsmarkedet, og som vil have hjælp til at stå på egne ben.
Du skal være i den arbejdsdygtige alder (dvs. fra 18 år og frem til pensionsalderen), stå uden for arbejdsmarkedet, og typisk befinde dig i en udsat position, for at deltage i Kofoeds Skoles tilbud.
Du kan således deltage i Kofoeds Skoles tilbud hvis du for eksempel:
Modtager kontanthjælp, dagpenge, sygedagpenge, ledighedsydelse eller integrationsydelse
Er førtidspensionist
Er hjemløs uden arbejde
Er ung over 18 år, som er arbejdsledig og/eller hjemløse (på ungeydelse)
Er efterlønsmodtager, og har sociale problemer, f.eks. misbrug og psykiske lidelser
Er uden offentlig forsørgelse, og har mistet retten til dagpenge
Er henvist fra myndigheder og offentlige institutioner for mennesker med sociale vanskeligheder eller en særlig belastet livssituation, f.eks. asylansøgere
Forsørges af din samlever eller ægtefælle, og har åbenlyse sociale vanskeligheder, og hvor jeres økonomi ikke på anden vis kan forbedres
Kofoeds Skole skal se til at den almindelige danske lovgivning er gældende for de personer, der indskrives.
Du kan ikke deltage i Kofoeds Skoles tilbud hvis du:
Ikke har legalt ophold i Danmark
Er EU statsborger på turistophold (1- 6 måneders ophold) eller Green Card ordning
Er uden forsørgelse, men ikke har sociale vanskeligheder (dvs. tilvalgt ledighed)
Har en lønindkomst eller er på SU