Omfanget af lokaladministrators opgave
Hvor lang tid bruger lokaladministrator på Socialkompas?
Et aktivt Socialkompas er afhængigt af, at tilbuddene på platformen løbende opdateres og vedligeholdes. Det er lokaladministratoren, der gennem godkendelse og oprettelse af nye opslag sørger for, at det lokale Socialkompas står skarpt med aktuelle tilbud. Men hvor tidskrævende er disse opgaver? I denne artikel vil vi dele vores erfaringer med det ugentlige tidsforbrug i rollen som lokaladministrator.
Hvor ambitiøs er din kommune?
En af de helt centrale faktorer i forhold til lokaladministratorens tidsforbrug er jeres fælles ambitionsniveau som lokal civilsamfundsaktør og kommune. Derudover kan vedligeholdelsesopgaven være større i en stor kommune med mange, forskellige tilbud.
Der er på nuværende tidspunkt ikke officielle minimumskrav til størrelsen på et aktivt, lokalt Socialkompas. Det er altså i høj grad op til den enkelte kommune at vurdere, hvornår deres Socialkompas afspejler det aktuelle tilbudslandskab. Derfor afhænger det ugentlige tidsforbrug også af, hvor ambitiøs din kommune er. Hvilke opslag medtages? Og i hvor høj grad bliver foreningerne opfordret til at oprette deres tilbud på platformen? Jo mere ambitiøst din kommune ønsker at bruge Socialkompas, desto mere tid vil det kræve at godkende opslag og vedligeholde de aktuelle tilbud med henblik på et opdateret og brugbart Socialkompas.
Tidsforbrug - Fælles erfaringer
Det kan, som tidligere nævnt, variere på tværs af kommuner, hvor tidskrævende rollen som lokaladministrator er. Vi vil dog gerne dele foreløbige erfaringer fra de kommuner, der i dag har et aktivt, lokalt Socialkompas.
I opstartsfasen bruger lokaladministratoren typisk omkring 10 timer om ugen på at få de aktuelle tilbud oprettet og godkendt. Flere kommuner har valgt at bruge den engangsstøtte (20.000 DKK), som nye deltagere får, til at ansætte en studentermedhjælper, der kan varetage opgaven. Dette kan særligt være en fordel i den indledende fase, hvor Socialkompas skal implementeres. Her skal der indhentes information om de aktuelle tilbud og budskabet om den nye platform skal udbredes til de lokale foreninger. Når Socialkompas er implementeret og oppe at køre, vil omfanget af tidsforbruget variere afhængigt af antallet af tilbud i din kommune. Som udgangspunkt kan man forvente at bruge 5-10 timer om ugen på at vedligeholde et aktivt Socialkompas.
Tilbage til artikeloversigt