Henter indhold...

Vil I have et Socialkompas i jeres kommune?

Forventninger til Socialkompas

Socialkompas er stedet, hvor borgere og pårørende kan søge hjælp til deres aktuelle livssituation, frivillige organisationer kan synliggøre deres indsatser, og kommuner og deres ansatte kan få et samlet overblik over tilbud tilgængelige for deres borgere.

FriSe har oplevet en stor interesse for Socialkompas – en interesse, som gerne skulle transformeres til mange stærke lokale udgaver af den digitale platform.

I den første udrulningsfase (indledt i efteråret 2022) er det blevet tydeligt, at der ikke er en one size-løsning for implementering, som kan imødekomme alle lokale behov og hensyn, og vi har allerede hørt om flere forskellige spændende løsninger på at udbrede Socialkompas og gøre det til en succes lokalt.

Sådan får jeres kommune et Socialkompas

Vi åbner nu for endnu en proces om deltagelse i Socialkompas for 2023, hvor udgangspunktet er en interessetilkendegivelse, hvori vi beder alle interesserede om at beskrive jeres bud på en lokal udbredelse af Socialkompas. Fokus skal være på, hvad der giver mening i netop jeres kommune.

FriSe har en klar ambition om, at alle, der er interesserede og fremsætter en realiserbar plan for lokal implementering, skal have mulighed for adgang til Socialkompas og skal kunne anvende den lokalt i kommunen. Interessetilkendegivelsen skal derfor ses som en måde at give Socialkompas de bedst mulige opstartsvilkår hos jer.

Ansøgningsproces

Ansøgningsprocessen er kontinuerlig, og FriSe vil stå til rådighed for løbende sparring. Processen er overordnet som følger:

  • Interessetilkendegivelse
  • Løbende dialog om planer
  • Estimering af deltagelse
  • Samarbejdsaftaler underskrives
  • Udbetaling af tilskud på 20.000 kr.

FriSe modtager interessetilkendegivelser fra kommuner, frivilligcentre og lokale aktører, som er interesserede i opstart af Socialkompas i foråret 2023. Herefter starter en ny runde om opstart af Socialkompas i efteråret 2023.

FriSe ser gerne, at samarbejdsaftaler bliver indgået på tværs mellem kommune, lokal civilsamfundsaktør og FriSe, fordi det skaber grobund for en gensidig forpligtelse og ejerskab for Socialkompas.

I interessetilkendegivelsen kigger vi efter kvalificerede og realiserbare planer for lokal implementering, udbredelse og drift – gerne både på kort og lang sigt. Vi er særligt interesserede i at se bredt funderede lokale samarbejder på tværs af kommune og civilsamfund.

Interessetilkendegivelse: Hvad skal den indeholde?

Socialkompas åbner for nye muligheder og understøttelse af samskabelse, men dette realiseres ikke af sig selv og kræver et stærkt lokalt engagement og ejerskab. Den skriftlige interessetilkendegivelse skal vise jeres kvalificerede bud på, hvordan I lokalt vil implementere og håndtere Socialkompas. Vi anbefaler, at I som minimum tager stilling til følgende:

  • Lokale ambitioner for portalen
  • Her beskrives de lokale ambitioner for portalen. Hvorfor ønsker I et Socialkompas i jeres kommune, og hvad vil I gerne opnå, fx målsætninger for brug, lokale udfordringer I vil tackle med portalen, initiativer/samarbejder I vil understøtte.

  • Aktører og deres rolle
  • Hvem er med i arbejdet med portalen lokalt og hvad bliver deres rolle? Hvem skal implementere portalen? Hvem skal udbrede den til kommunens ansatte, borgere og foreninger? Hvem skal forestå den lokale drift og holde informationer på sitet opdateret (lokal administrator)? Hvordan er det lokale samarbejde på tværs af sektorer i jeres kommune, og hvordan vil I bruge det i arbejdet med Socialkompas?

  • Lokalt ejerskab
  • Hvordan vil I arbejde med at gøre portalen anvendt lokalt i civilsamfund, i kommune og blandt borgere? Hvem tager medejerskab for portalen og hvordan? Hvordan understøtter kommunen det lokale samarbejde? Hvordan vil I involvere de lokale foreninger?

  • Økonomi
  • Projektmidlerne til Socialkompas afholder udgifter til udvikling, hosting og teknisk centraliseret drift/support, mens deltagere selv skal forestå den lokale implementering/tilpasning (hvis nødvendigt), udbredelse og daglig, lokal drift.

    Projektpuljen giver 20.000 kr. det første år til én lokal aktør pr. kommune, og FriSe ser gerne at kommunen matcher dette samt forpligter sig på at understøtte portalen fremadrettet. Dette er ikke et krav, da der kan være andre måder at sikre understøttelse end direkte tilskud.

    Generelt søger vi viden om, hvad der gøres for at understøtte portalen, dens drift og udbredelse blandt kommunens ansatte, borgere og foreninger - både på den korte og den lange bane, fx kan støtte være direkte tilskud eller medarbejdertimer.

  • Formalia
  • Interessetilkendegivelsen skal omhandle alle ovenstående emner samt indeholde kontaktoplysninger på tovholdere fra kommune og lokal civilsamfundsaktør samt eventuelle andre relevante aktører.

FriSe tager løbende imod interessetilkendegivelser, som sendes til info@socialkompas.dk

Spørgsmål? Kontakt os gerne

FriSe vejleder altid i ansøgningsprocessen, som interesserede kan finde støtte til direkte hos FriSes konsulenter. Spørgsmål til ansøgningsproceduren - eller blot Socialkompas generelt - kan sendes direkte til info@socialkompas.dk.

Læs mere om Socialkompas

Fandt du ikke det, som du søgte? Vi hjælper dig videre!

Skriv til os
Illustration
Top